 |
Sponsors
|
        |
|
Ironman Hawaii 2009 21.10.2009 - Efterskrift og ræs beretning Ugen op til konkurrencen gik forbavsende
godt. Jeg fik godt nok ikke helt den søvn, som jeg havde
planlagt, men kroppen restituerede alligevel fint og jeg var klar
på race-day. Jeg var lidt nervøs for at jeg måske
havde planlagt for mange møder i den sidste uge, ikke mindst
fordi både Powerbar og Saucony afholdt pre-race party for
deres atleter. Dertil kom konkurrenceforberedelsen og gennemgang
af gameplan med mine atleter forud for det store slag. Nåhh
ja og så lavede jeg også et par interviews til Tri226.
Selvom ugen havde mange gøremål, var det alligevel
småting ift. til min normale hverdag og det er jo netop
målet med en nedtrapning, at give kroppen mindre stres end
normalt, for at give den mulighed for at spille maks. på
dagen! Jeg boede kun få skridt væk fra
målområdet og derfor kunne jeg sove lidt længere
end normalt natten før ræset. Jeg gik ned til bodymarking
omkring kl. 5 og kom til at stå i kø efter Jo Lawn
og foran Michellie Jones og Jimmy Johnsen. Da jeg tog min trøje
af for at få skrevet numre på armen kommenterede Michellie
Jones tørt: ”Why stop there? Take it all off”
Bagved stod Jimmy og grinede over hele femøren! Jeg havde
fået en optimal plads i skiftezonen og stod ved siden af
IMUK vinder Philip Graves. Efter jeg havde gjort mig cykel klar,
stod Philip et øjeblik og betragtede mig, så sagde
han: ”How many times have you done this race?” Jeg
svarede retur: ”It’s my tenth race here” Svaret
gav anledning til en kort pause og panderynker hos Philip, som
derefter meget nervøst sagde: ”I don’t know
if I can finish this race?!” Jeg beroligede ham lidt og
fik skabt lidt tryghed hos ham. Efterfølgende spurgte han
mig om, hvor meget luft han skulle køre med i sine dæk!
Philip Graves var tydeligvis en rookie i ordets bedste forstand
og jeg kom sgu’ til at frygte lidt for han ræs. Desværre
gik hans konkurrence, som man kunne frygte: Swim, fly and die
og han kom humpende i mål små 10 minutter efter mig. Jeg fik hurtigt gjort mig klar og forlod
området omkring min cykel. Der var per tradition et stort
medie opbud og skiftezonen var tætpakket. Jeg nåede
lige at hilse på Jimmy inden jeg forlod skiftezonen og gik
tilbage på hotelværelset. Her slappede jeg lidt af
og gennemgik min mentale gameplan en sidste gang. Da tiden var
inde, bevægede jeg mig ned i skiftezonen en sidste gang
for at tjekke at alt omkring cyklen var i orden inden jeg stillede
mig i kø for at komme i vandet. Når kanonen bliver skudt af mister
man hørelsen på det højre øre, hvis
man er i nærheden af pier’en under starten. Hold kæft
det gør ondt! Jeg reagerede hurtigt på kanonen og
fik godt fat i vandet med min højre arm. Desværre
kom venstre arm ikke med rundt, idet den blev fanget af svømmeren
ved siden af. Samtidig slog han min venstre brille af. Pis! Jeg
lavede to armtag med højre arm, men det gjorde mig selvsagt
for langsom. Chris Hauth var væk og atleterne bagved pressede
på for at komme forbi. Resultatet blev at en bagvedliggende
atlet trak mig i anklen og jeg gled ned under en anden svømmer.
På det her tidspunkt havde jeg endnu ikke fået gennemført
en reel vejrtræning, mens jeg havde taget imod tre eller
fire hårde slag fra konkurrenterne. Jeg kæmpede for
min position i endnu 15 eller 20 sekunder inden jeg valgte at
trække mig. For lidt luft og for meget saltvand tilsat nogle
hårde slag var ikke opskriften på en drømmestart
for mig ved Ironman Hawaii 2009. Jeg rullede til højre
hen over ryggen på 4 eller 5 andre svømmere og kom
derved helt væk fra ruten. Her greb jeg spidsen af et suftbræt
og hang der i ca. 30 sekunder. Manden på surfbrættet
spurgte: ”Hey are you alright?” Min krop var helt
stiv og ubevægelig. Manden spurgte mig igen og jeg følte
mig lidt presset (jeg følte at han ville have mig videre)
og vendte mig om mod ham og svarede: ”I don’t know,
give me a sec!” Kort efter gled jeg af surfbrættet
og prøvede at få gang i kroppen igen. Den reagerede
modvilligt og langsomt kom jeg ind i en rytme. Jeg orienterede
mig fremefter og flyttede fokus tilbage på konkurrencen,
mens jeg holdt mig på den ’forkerte’ (indvendige)
side at svømmeruten. Ved den første bøje
blev jeg naturligvis tvunget ind omkring bøjen. Det gav
nye slagsmål og så snart jeg kom omkring bøjen,
så trak jeg væk fra ruten igen. De efterfølgende
1,8 km forgik på den måde og selvom jeg derved svømmede
lidt længere, så gav det en behagelig ro og jeg kunne
koncentrere mig om min svømning. Jeg havde godt fat i vandet
og svømmede godt. Langsomt svømmede jeg mig op igennem
feltet. Det var tydeligt at jeg brugte flere kræfter end
normalt, men omvendt havde et fint overskud, så jeg fortsatte
uforandret frem til den næstsidste bøje. Her valgte
jeg, at falde ind bagerst i den gruppe, som jeg lige havde hentet
for at lade dem svømme mig ind, mens jeg sparede de sidste
kræfter og fokuserede på den efterfølgende
disciplin. Uret viste 56.35, da jeg trådte ud
af vandet. Det kunne have været meget værre og jeg
var stadig med i konkurrencen. Mit skifte gik tilfredsstillende
selvom jeg skulle have skiftet alt tøjet. Midt i den proces
kom Bent Andersen forbi og jeg heppede ham på vej, da han
umiddelbart før mig bevægede sig i retning af cyklerne.
I overensstemmelse med min gameplan startede jeg meget forsigtigt
ud på cyklen. Jeg vidste at min aerodynamik var bedre end
tidligere pga. min Trek Equinox TTX, så jeg kunne levere
cykeltider på niveau med tidligere år, men med mindre
kraftindsats. Perfekt, hvis ellers teori kunne forvandles til
handling. I begyndelsen kørte Bent and de øvrige
atleter omkring mig væk, men allerede små 7 km senere
på vej op af Kuakini Highway faldt atleterne tilbage og
jeg bevægede mig frem i feltet. Kort før det første
vendepunkt kom Stefan Werner forbi. Min gameplan var delvist baseret
på Stefan, idet han konsekvent cykler omkring 4.40 på
Hawaii. Normalt overhaler ham mig efter 35 til 40 km cykling,
men denne var han lige foran mig efter små 10 km cykling.
Jeg havde regnet med at bruge Stefan taktisk fra 30 km til 95
km til at pace mig, men jeg måtte reagere på situationen
og valgte at anvende hans pace fra start i stedet for. Jeg sætter
mig 10 til 15 meter efter og skyggede Stefan de næste 35
km. På det tidspunkt var der færre end 10 amatører
foran mig. Ræset udviklede sig fortsat iht. min plan. Efter
35 km skiftede Stefan gear og jeg bakkede af, for ikke at kører
over evne. Efter ræset talte jeg med Stefan, som havde kørt
konservativt de første 30 km, hvorefter han havde fundet
sit IM pace. Med konservativt mente Stefan, at han havde kørt
mellem 270 og 290 watt. Jeg lå som nævnt efter ham
og holdt til sammenligning mellem 230 og 250 watt! Det viser lidt
om hvor stor en besparelse der er ved at holde en legal afstand
til andre. Stefan kørte i øvrigt omkring 300 watt
i snit! Han vejer mindst 15 kg mere end mig… Kort inden opkørslen til Hawi hentede
jeg Tim Hola, en af de største favoritter til at vinde
min klasse. Igen helt i overensstemmelse med min plan. På
de efterfølgende 30 km op mod opkørslen til Hawi
(i modvind) trådte jeg for første gang noget der
ligner IM intensitet. Det blev det eneste tidspunkt, hvor jeg
arbejdede hårdt. Resten af turen var ren rul. Alene på
den opkørsel hentede jeg 20-25 atleter (5-6 amatører
og resten pro mænd og kvinder)
T2 blev en katastrofe. En rar hjælper forsøgte at hjælpe mig med at få trøjen på, men ved et uheld fik han trøjens nederste del vinklet op i ærmet uden at jeg i første omgang opdagede det. Efter et par forgæves forsøg på at få trøjen på, på den måde, tog jeg den af igen og forsøgte påny, alene. Det hjalp og jeg fik trøjen på, alt imens en af mine konkurrenter i klassen drønte forbi. Selvom jeg satte 1,5 minutter til i skiftet, så havde jeg en fornemmelse af at jeg havde kontrol over konkurrencen og jeg var mere opmærksom på Tim Hola, som var bag mig end de to konkurrenter foran mig.
Resultatet var tilfredsstillende primært set i lyset af, at jeg ikke havde mere at give af. Det var min næstbedste placering på Big Island i form af en 44. plads og selvom jeg langt fra rammer dagen, så er resultatet fint og den samlede oplevelse på Big Island var i top. Sluttiden blev 9 timer og 9 minutter.
10.10.2009 - Endnu et podium Ræset er forbi og jeg krydsede målstregen som nummer 3 i min klasse. Jeg førte undervejs min klasse, men jeg havde ikke benene til at løbe den hjem. Jeg holdt mig til min gameplan og gennemførte cyklingen med det laveste watt tal nogensinde. Cykeltiden var fornuftig ikke mindst fordi det var en del vind på ruten i år. Alligevel havde jeg ikke gode ben på løbet og jeg må erkende at løbeformen ikke var tilstrækkelig god til at bakke min taktik op. I min forberedelse har jeg ikke lavet rigtig intensiv løbetræning og det har kostet mig dyrt herovre. Årsagen til at jeg ikke har trænet intensivt, har naturligvis været hensynet til achilles senen. Svømningen var en katastrofe og jeg var MAX presset i starten. Jeg fik slet og ret tæsk og måtte desværre trække mig. Det betød at jeg for første gang nogensinde måtte over og hænge på et surfbræt for at komme til mig selv igen. Det kostede dyrt og jeg endte med at svømme op igennem feltet bagfra. Det kostede mange kræfter og mental energi. Løbet blev ren overlevelse på en dag, hvor varmen sled på de fleste. Løbetiderne var generelt langsomme i år af samme årsag. Jeg efterlod en del af mig selv ude på ruten i år og kom kun med nød og næppe i mål. Jeg var meget, meget brugt, da jeg krydsede målstregen. Min samlede placering blev omkring nummer 43. Jeg skal være tilfreds med min indsats og jeg kunne ikke have gjort noget bedre. Der blev kæmpet maksimal fra start til slut på en dag hvor tingene ikke helt spillede, men omvendt var det heller ikke en katastrofe! Stort tillykke til Bent Andersen med nu Age-Group rekord i M45. Det er super sejt gået og endnu en gang pressede ham mig til det yderste. Jeg vil også ønske Ramus Henning tillykke med et godt reultat i sin først optræden på lavaøen i form af en femte plads. 09.10.2009 - Jubilæum I morgen krydser jeg målstregen i verdens mest kendte triathlon konkurrence, Ironman Hawaii, for 10. gang. Det er en pokkers masse air miles, når man tænker over det, men det har samtidig også været 10 fede besøg i en verden, som ligger langt fra den danske. Hver tur har haft deres højdepunkter, men ligesom en ironman konkurrence, har hver eneste tur også haft deres nedture. I morgen håber jeg, at det bliver et af de gyldne år for mit vedkommende.
Det bliver dog en balancegang. Formen er god. Det er der ingen tvivl om. Jeg ved også hvordan kagen skal skæres, hvis jeg skal have en god dag. Den eneste ubekendte faktor er denne gang, i lighed med de seneste konkurrencer, som jeg har deltaget i, min achilles sene. Holder den? Jeg er forsigtig optimist, men herovre, på den kuperede løberute, er intet givet på forhånd og jeg skal være glad, hvis jeg klarer den i mål. Under de forudsætninger vil det mest logiske være at satse på mine styrker. Dvs. sætte mig i spidsen af konkurrencen og lave et hul (om muligt) til de øvrige konkurrenter, som i øvrigt forventes primært at blive Tim Hola og Craig Kirkwood, men i realiteten er der små 20 atleter i min klasse, som kan tage sejren på dagen. Imidlertid har jeg lagt en anden taktisk. Jeg mener, at jeg er mere aerodynamisk undervejs i år på cyklen sammenlignet med sidste år og derfor håber jeg at kunne træde 7 til 12 watt mindre end tidligere og stadig have en sammenlignelig tid. I mere klar tale betyder det, at jeg sparer kræfterne lidt i de to første discipliner, for at nakke feltet på det afsluttende løb. Jeg har ikke valgt den taktik, fordi jeg har følt mig godt løbende herovre (tværtimod), men ift. vejrudsigten (varmt vejr) og sammensætningen af min klasse, mener jeg at det er min bedste måde at udnytte de sparsomme kalorier på. Hvis vinden rammer ruten på traditionel vis, så forventer jeg kun at træde én gang på ruten og det bliver på opkørslen til Hawi. Resten bliver rul! Om teori kan forvandles til praktik i morgen vil tiden vise. Jeg havde det rigtig godt i dag i forbindelse med træningen. For første gang på denne tur var kroppen 100 % klar, så det kan vel kaldes optimal timing?
Jeg har afleveret cyklen i skiftezonen. Det er et gedemarked og midt i spektaklet råbte en fotograf: "Hey Tommy give me a smile for the magazine" Et sekund senere stod yderligere tre fotografer og blitzede løs. Der skal ikke meget til...
Nu venter jeg blot
på at komme i seng, så vi kan komme i gang. 08.10.2009 - Hviledag Det var en fantastisk aften sammen med de andre atleter fra Team Saucony i går. Maden var udsøgt og selskabet var godt. Både Helle og jeg var ret imponeret over arrangementet og ikke mindst de andre atleters imødekommenhed. Som bekendt har Saucony aftaler med en række af de stærkeste piger i feltet (fx Linsay Corbin, Kate Major, Catriona Morrison, Karen Smyers, Dede Griesbauer og Lisa Bently) og de var alle mødt frem og gjorde hver især deres til at det blev en hyggelig aften. Her til morgen var det næste stop brunch med Team Powerbar. Jeg havde inviteret Niels-Otto med til brunchen og vi blev trakteret på fornem vis og ikke mindst fik vi begge fyldt rygsækken med Powerbar produkter til ræset på lørdag samt lidt merchandise. Dermed skulle den del også være på plads.
Med startnummer 52 kommer jeg til at stå meget langt fremme i skiftezonen igen i år. Det giver en række fordele, som jeg bl.a. havde stor hjælp af sidste år, da mit dæk punkterede i skiftezonen 10 minutter før start. Heldigvis var PRO mekanikeren ikke gået ud af skiftezonen endnu og han sætte faktisk mit eneste reservedæk på hjulet, mens jeg svømmede. Havde han ikke været der, var jeg ikke kommet i mål sidste år. Rent træningsmæssigt har dagen været meget sløj. Jeg har ikke lavet noget som helst og jeg tror hviledagen kommer til at gøre underværker for kroppen. Min cykel er gjort klar til tjek ind og i den forbindelse valgte jeg at lave et lille videoindslag i lighed med den video, som jeg lavede tidligere på året. Du kan tjekke den ud her! Der er måske et par ret vigtige pointer, som jeg burde have nævnt i videoen (fx fastgørelsen af nummer samt anvendelsen af en aerodynamisk optimal beklædning), men jeg mener at indholdet giver et fornuftig indblik i opsætning af min cykel samt de bagvedliggende tanker. De tal, som jeg nævner, er gennemsnitsbetragtninger! I aften er der pasta party, hvor jeg mødes med de andre danskere. 07.10.2009 - Ingen sko? Saucony har været super flinke og givet mig mulighed for at løbe i en specialfremstillet Kona sko. Skoen blev sendt fra Kina den 24. september og burde være ankommet i dag. Desværre er der ikke ankommet nogen sko. Indtil videre har Saucony givet mig en anden sko som erstatning, men jeg håber stadig skoen dukker op inden ræset. I aften skal Helle og jeg i øvrigt ud og spise med folkene fra Saucony samt de andre elite triathleter fra Saucony stalden. Det bliver meget sjovt at hilse på de andre og høre lidt om deres ambitioner for ræset. Jeg startede dagen ud med at svømme en lille tur ud til en katamaran fra Coffee of Hawaii. Her fik jeg en kop kaffe at styrke mig på inden jeg svømmede retur til pier'en. Forud for svømmeturen mødtes jeg med Betina, Niels-Otto, Bent, Arne og Jasper. Sidstnævnte stiller op for Danmark, men bor på Cayman Island. Det blev også til en kort cykeltur, hvor jeg blev overhalet af Norman Stadler og Timo Bracht. Sidstnævnte lå på hjul af Norman. Jeg tænkte at når Timo kan bruge Stadler til Motorpace, så kan jeg også, så jeg placerede mig bag Timo. Få kilometer senere overhalede vi en atlet som faktisk lavede motorpace bag en bil med åben bagklap. Det var sgu' lidt underholdende at overhale en atlet, som var i gang med motorpace. Norman holdt 49 km/t i de 20 minutter, som jeg sad på hjul af ham. Jeg trådte beskedne 234 watt. Jeg har desværre mistet alle de billeder, som jeg har taget herovre, fordi mit SD kort er gået i stykker. Jeg har dog købt et nyt og det er muligt at se billederne på dette link. 06.10.2009 - Registreret Dagens første træningspas blev afviklet allerede inden klokken blev 07.00. Det var 35 km cykling med flere intervaller. Turen gik faktisk tilfredsstillende og på trods af en del rulleri mellem intervallerne havde jeg over 37 km/t i snit. Undervejs mødte jeg Sam McGlone, som lavede motorpace efter en SUV med bagklappen åben! Det virkede ærlig talt lidt komisk, måske lidt som en smølf, som drafter på en 16 wheeler truck. Det er svært at se, hvordan hun kan få et træningsudbytte ud af af den type træning. Ain-Alar var også undervejs med en scooter foran sig. Han var ca. en halv meter højere end manden på scooteren og fik næppe så meget læ, som han havde håbet på. Efter cykelturen fik jeg endnu en behandling af ART behandler og denne gang var udbyttet rigtig godt. Den behandling har jeg ventet på siden ankomsten til Kona. Kroppen føles i klar bedring nu.
Herovre er nogle som er lidt mere end andre! Atleten til venste deltog for første gang i 1979, illustreret af hans gule finisher T-shirt fra samme år! Senere på dagen løb jeg 10 km inkl. et par lette intervaller. Midtvejs blev jeg overhalet af Eneko Llanos, som også løb intervaller på Alii Drive. Hans løbestil var fantastisk flot, let og udbesværet. Han løb i øvrigt under 4 km/km imellem intervallerne... i 32 graders varme, midt på dagen, i fuld solskin! Der blev også tid til en 30 minutters middagslur inden jeg bevægede mig hen for at blive registreret. I den forbindelse bliver vi vejet ind og kampvægten var 70,4 kg. Det begynder at ligne noget. Faktisk er det lidt lavere, end jeg havde forventet og det betyder at jeg har tabt over et kg siden ankomsten til Kona. Det er samtidig 4 kg mindre end min vægt til DM lang tidligere på året. Jeg håber ikke vægttabet har været så stort, at jeg har mistet for mange kræfter. Jimmy og Morten Feger blev registreret lige efter mig, så de er også klar til at give den gas på lørdag. Hen under aften var vi ca. 10 danskere samlet til aftensmad på restaurant Thai Rin. Det var rigtigt hyggeligt og maden i som sædvanligt super. 05.10.2009 - En stille dag på kontoret Traditionen tro startede dagen med en tur i havet. Fantastisk. Det er en fornøjelse at svømme her og i dag svømmede jeg stille og roligt på ruten. Det gav god mulighed for at følge med i marine livet. Efter svømningen fik jeg behandling af ART og det var tiltrængt. Min krop har været spændt op efter den lange flyvetur herover og jeg håber behandlingen i dag kan afhjælpe det problem. Efter behandlingen tog jeg en lur, mens Helle og Matt tog på en shopping tur i byen. Middagsmaden indtog Helle og jeg sammen med Frank og Kaisa på Lava Java. Kaisa virker meget fit og klar til den store opgave på lørdag. Hun får en god dag. Efterfølgende fik jeg (endelig) kortet håret lidt af, så jeg igen kan begynde se noget når jeg dansker rundt i byen. I går lavede jeg et interview for TRI226 med Rasmus Henning og Jimmy Johnsen. Hvis du har lyst til at lytte til deres vurdering af Ironman Hawaii, så følg linket. 04.10.2009 - Afsluttende træning Den sidste hårde træningsdag er gennemført. Det var en varm dag at træne sammenlagt 3,5 timer på, men det gik OK. Jeg var ikke imponeret over min indsats på cyklen, men omvendt cyklede jeg 80 km (ud af 90km) med 39,7 km/t. Det lyder måske fint nok, men det var ikke helt så let, som jeg havde håbet på og på den efterfølgende løbetur løb pulsen sgu' fra mig. Det var et vink med en vognstang om hvad der venter på lørdag. Først på dagen var Aquatic Centre i Kailua fyldt med danskere, som skulle have et træningspas i det lokale bassin. Blandt deltagerne var Rasmus Henning, som skulle i vandet for første gang efter sit uheld. Det så ud til at gå meget godt, selvom Rasmus efterfølgende kunne berette om en øm hånd. Jeg havde et rigtigt godt svømmepas med 100 yards intervaller pace 1.03 og 12x50 yards på 30 sekunder. Niels-Otto og jeg svømmede på bane sammen med Morten Bokær Pedersen, mens Betina Schmidt, Arne Hviid og Jørn Hartman Madsen svømmede på banen ved siden af. Desuden var Michael Kryger og Jacob Ovesen også i vandet. De næste par dage skulle jeg gerne slappe lidt af og ikke mindst få lidt søvn. Det har højeste prioritet nu. Hvis du i øvrigt skulle have lyst til at se lidt mere om min indendørs træning i Danmark, så kan du besøge TREKs blog, hvor jeg også skriver om Hawaii eller gå direkte til Youtube! 03.10.2009 - Den første sejr på Hawaii i år I lighed med sidste år deltog jeg i Kukio Blue Water Swim. Det er en godt 1.9 km lang havsvømmekonkurrence langs kysten nord for Kailua i fantastiske omgivelser. Jeg havde en god svømning og endte med at svømme 24.30 for de godt 1.9 km svømning uden våddragt. Det rakte samtidig til at førsteplads i min klasse godt 3 minutter foran nummer to, hvilket til min glædelige overraskelse blev klubkammerat Niels-Otto Silkjær. Min sluttid var 1,5 minutter hurtigere end sidste år, så det var en god premiere forud for året Ironman Hawaii. Vi var i alt 4 danskere til start. Betina Schmidt fra Aarhus1900 var sammen med Arne Hviid fra Esbjerg også til start og leverede ligledes flotte tider.
Efter de første par dage uden struktur pga. den manglende bagage er der ved at falde lidt mere ro over gemytterne. Bagagen er nemlig dukket op og det betyder at træningen er på vej tilbage i en normal rytme igen. Dermed kom jeg ud at cykle 60 km i dag, hvilket gik fint bort set fra et par punkteringer. Undervejs blev jeg overhalet af Chrissie Wellingston, da jeg var mellem to intervaller. Jeg regnede ambitiøst med at jeg ville kunne hente hende igen i det efterfølgende interval, men der gjorde jeg regning uden vært. Jeg så hende ikke igen! I den modsatte retning kom Natascha Badman, idag på sin Cheata cykel i modsætning til hendes tur i går, hvor hun cyklede på en Cervelo P3. Gad vide hvad hun vælger på race-day? Det står lidt sløvt til på søvnkontoen. Det er faktisk kun blevet til 8 timers søvn sammenlagt siden torsdag morgen kl. 04.00. Det er i underkanten og jeg bliver nødt til at tage det søvnunderskud alvorligt og få slappet lidt af i de næste to dage. 02.10.2009 - Hvor varmt er Kailua, Kona egentligt? Officielt var det 86 F, hvilket svarer til 30 grader, men når man går rundt i en langærmet trøje og lange cowboy bukser, så føles det en hel del varmere. Hvem kunne så finde på noget så tåbeligt? Jeps undertegnet. Hvorfor? Vores bagage er ikke ankommet endnu og derfor mangler vi vores helt almindelige tøj, træningstøj, cykeltøj, opladere osv. Vi kan intet uden den bagage (eller sådan føles det i hvert tilfælde) og derfor ændres dagens agenda nærmest time for time afhængig af hvad vi kan og ikke kan. Det er klart at det hæmmer min forberedelse at jeg hverken kan løbe eller cykle som planlagt, men det er endnu for tidligt at gå helt i panik. Det er ikke ovre for den fede dame har sunget:-) Jeg fik skaffet et par billige surfer shorts, som jeg brugte til svømning i havet sammen med et par også nyindkøbte svømmebriller. Der virkede lidt malplaceret at svømme med sådanne kæmpe shorts midtimellem tyskere med Speedos og amerikanere med de nyeste speedsuits. Jeg fik nu en hæderlig svømmetræning ud af det og føler mig klar til morgendagens 1,2 miles svømmekonkurrence i Kukio. Jeg håber blot at det ikke bliver i mine nye surfer shorts! Ved morgensvømningen var stort set hele favoritfeltet til stede inkl. Charlotte Kolters og Jimmy Johnsen. De eneste som jeg ikke kunne få øje på kl. 6.45 var Macca og Eneko Llanos. Bonzone var helt fremme i skoene og virker i godt humør... Natten var ikke præget af voldsom megen søvn, da Matt endnu ikke har omstillet sig til de 12 timers tidsforskel. Det kommer nok til at koste endnu et par nætters søvn inden han har vænnet sig helt til forholdene og specielt tidsforskellen. Achilles senen skal naturligvis traditionen tro også have et par ord med på vejen. Den har det ikke for godt. Rejsen har været hård ved den og jeg tror faktisk ikke at jeg er i stand til at løbe lige i øjeblikket. Jeg har dog skaffet mig en del is, så den skal nok blive kølet ned hen over de kommende dage. 01.10.2009 - Her kan du følge årets Ironman Hawaii. Endelig er jeg kommet til Big Island sammen med Familien. Det var en lang og til tider hård tur at komme her til. Det største problem er imidlertid at vores bagage ikke er ankommet. Vi har stort set intet med til Matt og os selv. Det er en udfordring. Ikke mindst da jeg gerne skulle træne i morgen og ikke har noget træningsudstyr på mig. Øv. Jeg håber på gode nyheder i morgen. Der var mange danskere med på turen til Kona, så jeg er ikke den eneste som ankommer sent til øen. Med i flyet til Kona var bl.a. Niels-Otto, Birgitte, Jørn, Allan og undertegnede. Klokken er efterhånden midnat her, så det er på tide at komme til køjs. De næste nyheder kommer i morgen. Hvis du vil se lidt fra de tidligere år kan du kigge i arkivet. Arkiv: |
||
   |
